Saa har vi fornyet energi til at faa skrevet om den sidste tid inden Galapagos!
Efter en god dag i Cuenca, fortsatte vi storbytemaet og tog til Ecuadors stoerste by, Guayaquil. Den levede dog ikke helt op til forventningerne om en moderne storby med sevaerdigheder, hyggelige gader og caféer, masser af forskellige butikker og sidst men ikke mindst manglede byen et saerpraeg, der kan adskille den fra andre store byer. Vi havde som i Cuenca kun én dag til at udforske byen, saa det er maaske ikke helt fair at doemme den paa saa lille et grundlag. Vi oplevede Guayaquil som en ret intetsigende, neutral by, der ikke havde meget at byde paa, udover at virke overvaeldende og kaotisk. Vi havde, som foelge af meget kriminalitet i byen, paa forhaand faaet instrukser om, hvor vi maatte faerdes, og hvordan vi skulle gebaerde os, hvilket begraensede vores mulighed for at udforske byen og gjorde det til et lidt utrygt sted at vaere. Det gjorde det ikke ligefrem lettere, naar taxachauffoererne var nogle fatsvage tumper, der ikke kunne finde rundt i byen (og da slet ikke vores hostel). Det resulterede i, at vi brugte en hel eftermiddag paa at finde hjem fra en markedstur, paa trods af at vi havde baade et kort og en adresse - de beregnede 20 min. blev derfor til to timers koeren rundt og rundt og rundt i ring. Stine fik ondt i hovedet, Camilla roeg helt op i det roede felt og Mia var noedt til at grine i stedet for at graede! Behoever vi at sige, at taxachauffoeren IKKE fik drikkepenge ...?
Lonely Planet havde anbefalet os at slendre op ad den store havneboulevard Malecón 2000 - det var dog ikke videre imponerende, men vi fik da dagen til at gaa og hyggede os (mest paa en surferinspireret café med de stoerste og laekreste frugttallerkner og milkshakes!). Til gengaeld havde vi en rigtig hyggelig aften ombord paa et (soeroever)skib, der sejlede os rundt imens vi spiste aftensmad. Aftenen fik en perfekt afslutning paa McDonalds med den nye McFlurry med TWIX (den nye livret)!!! ;-)
Efter en lidt skuffende dag i Guayaquil, rejste vi videre til surferbyen Montañita, hvor vi til gengaeld havde en super fed uge!
Montañita er en lille hyggelig by, der ligger lige ud til Stillehavskysten, hvor stemningen er praeget af den afslappede surferstil. Byen bestaar naesten udelukkende af niiiiice barer og caféer, samt hostels, surferbutikker og smaa dikkedar-boder. Derudover var det et kaempe plus, at byen naermest ligger paa en rigtig laekker strand - desvaerre manglede vi solen, saa det forventede ligge-paa-stranden-og-sole-liv var ikke-eksisterende...
Til gengaeld fik vi tiden til at gaa med en masse andre sjove ting :-). Camilla tog dykkercertifikat (PADI) sammen med ca. halvdelen af gruppen, mens Mia og Stine noed livet i byen, paa stranden og paa det nice hostel. For os alle sammen blev det til mange gaa- og loebeture ved vandet, laesning i haengekoejerne, cafébesoeg og utallige sjove byture. Vi ramlede lige ind i ecuadorianernes ferie, saa der var godt gang i byen baade dag og nat! ;-)
De sidste to dage i Montañita havde vi surferlektioner i et par timer om eftermiddagen. De indledende manoevrer foregik paa stranden, hvor vi til morskab for samtlige strandgaester, skulle oeve os i at hoppe op paa et imaginaert surfboard tegnet i sandet. Da vi endelig kom ud i vandet, var vi til ligesaa stor morskab - vi vaeltede jo rundt i boelgerne og ramlede ind i hinanden (og badegaesterne). Til sidst fik vi dog lidt styr paa det, og det lykkedes os at fange flere boelger og rent faktisk staa paa braettet i mere end 3 sekunder. :-D Det var super sjovt!!
Alt i alt en rigtig god uge med afslapning, laekker mad (som vi selv lavede), masser af sangria og mega gode drinks, surfing og for Camillas vedkommende nogle super fede oplevelser paa aabent hav. :-)
Et pit-stop i Quito og saa videre til sidste destination paa fastlandet: the great and mighty Mindo (not!). Mindo er en meget lille spoegelsesby, der ligger nordvest for Quito i en dal mellem hoejlandet og kystlandet i 1250 meters hoejde. Derfor var klimaet varmere end i Quito, og vi noed godt af solens straaler for foerste gang i lang tid (ja tro det eller ej - vi er naesten lige saa hvide som da vi tog hjemme fra). Vi boede paa et rigtig nice hostel med haengekoejer og en stor, smuk have, hvilket var heldigt, da vi havde enormt meget fritid.
Paa de to hele dage vi tilbragte i Mindo, var vi ude at proeve canopy og tubing og besoegte en sommerfuglefarm. Canopy var det foerste paa programmet. Her skulle vi proeve 12 svaevebaner, der strakte sig ud over junglen/skoven. Det tog ikke saa lang tid, men var en rigtig sjov oplevelse - baade med kriller i maven naar man hang paa hovedet over traetoppene og den smukke udsigt naar man svaevede afsted. Dagen efter stod den paa tubing. Tubing er utrolig mild form for riverrafting, hvor man sidder seks personer paa flere sammenspaendte gummiringe. Det var total stenet, fordi floden knap var en halv meter dyb, og vi behoevede to guider til at skubbe/slaebe os gennem vandet og hen over de mange sten. Grundet den komiske situation (os med redningsveste og hjelme i sneglefart), fik vi os en masse sjov ud af det. :-) Da tubing kun tog en halv time (wuhu!), havde vi rigeligt med tid til at besoege den naerliggende sommerfuglefarm. Det var hyggeligt tidsfordriv at forsoege at fodre de utallige, flotte sommerfugle og ikke mindst fange dem paa billeder. Isaer den blaa sommerfugl var en udfordring, da den skulle fanges i flyv, for at man kunne se den smukke blaa farve. Stine loeb rundt med linsen for oejet i naesten en time og fik for alle sine anstrengelser ikke engang ét godt billede. Camilla og Mia blev til gengaeld beloennet for deres ihaerdige fodreforsoeg, da de hver fik en flot sommerfugl til at saette sig paa fingeren. :-)
Vi er nu tilbage i Quito for naestsidste gang... I eftermiddag har vi afrejsemoede og evaluering af de foerste to maaneder, og i aften skal vi ud at spise laekker mad og senere feste med den anden gruppe, som har rejst rundt i Ecuador parallelt med os. Det skal nok blive sjovt!
I morgen tidlig flyver vi de knap 1000 km ud til de fantastiske Galapagos oeer, hvor vi forventer non-stop sunshine! Vi er alle tre blevet tilknyttet School Charles Darwin i vores frivillige arbejde, hvilket vi ser frem til med spaending!
Galapagos baby - here we come!!!!
onsdag den 10. november 2010
torsdag den 4. november 2010
Adventuuuuure!!!
Nu er vi vendt tilbage til Quito efter 3 uger praeget af isaer adventure og storbyliv.
Adventuren startede i junglebyen Tena, hvor vi boede paa Establo de Thomas; et enormt idyllisk hostel med Hr. Nilsson aber og farverige papegoejer i traeerne. Vi boede i smaa bungalows placeret rundt omkring i en junglelignende park med en flod, der snoede sig rislende gennem omraadet. Saa helt ude af junglen var vi ikke, da junglelydene stadig var lige ude foran vinduerne.
Den foerste dag riverraftede vi paa Napo, en kaempe jungleflod, i fire timer. Gruppen blev fordelt i tre store gummibaade med hver sin guide, der gav en masse instrukser for, hvordan vi skulle gebaerde os paa floden. Vores guide Jaime soergede for, at vi fik en super fed tur, hvor vi blev kastet ud i en masse vilde ting! Der var ingen af os tre, der havde proevet det foer, saa det var virkelig en sjov oplevelse.
Anden dagen stod paa kajaking og grottevandring. Vi startede ud paa floden i kajak, men havde desvaerre ikke super meget tid, saa vi naaede ikke rigtig at faa en fornemmelse af kajakken foer vi skulle ud af den igen. Det var dog stadig en fin oplevelse, da vi (med hjaelp fra guiden) fik lavet groenlaendervendinger og sejlede om kap (selvom det var lidt svaert at faa kajakken sejlet hen til maal). Efter frokost hoppede vi i bikini, gummistoevler og pandelampe og begav os ind i Jumandi grotterne. Grotterne er opkaldt efter Inkakongen Jumandi, der sammen med sine inkasoldater brugte grotterne til at ligge i baghold og angribe spanierne. Vi gik i buldermoerke, kun med lys fra vores pandelamper, saa man skulle passe paa ikke at banke hovederne ind i stalaktitterne eller saette haanden paa en edderkop. Halvvejs inde i grotten smurte vi os selv ind i mudder, som skulle vaere rigtig godt for huden. Det var virkelig et koent syn! Mudderindsmurte gik vi resten af vejen ud af grotten, og skyllede os rene i et mindre poolomraade, der var forsynet med vand fra en flod.
Selvom vi efter Puyo var sluppet ud af den dybe jungle, kunne vi ikke undgaa at komme paa endnu en junglewalk, hvilket resulterede i at halvdelen af gruppen pludselig fik det daarligt. Vi havde da ogsaa haft vores overvejelser om at skippe turen, men det viste sig at blive en rigtig fin tur med diverse snacks undervejs; myrer med lemonsmag, ristede kakaoboenner og stegte larver - mums! Vi fik dog ogsaa en ordenlig frokost, som vi spiste ved en smuk og klar flod, der var rigtig laekker at bade i :-)
Hermed slut paa en rigtig god adventureuge i Tena!
Adventuren fortsatte i Baños, som er ecuadorianernes foretrukne ferieby. Byen er ikke saerlig charmerende i sig selv, men har et stort udbud af ekstremsports- og andre oplevelser, samt tonsvis af wellness muligheder. I Baños startede vi ogsaa ud med riverrafting, der eftersigende skulle have vaeret noget vildere end i Tena. Det afhang dog lidt af hvilken baad man sad i og hvilken guide man havde. Camilla og Stine fik sig noget af en vild tur, da baaden flippede 180 grader og alle endte i floden midt i et stroemfald. Der blev sat diverse redningsaktioner i gang for at faa hevet alle de noedstedte piger op af vandet igen. Mia kunne fra sin let vuggende gummibaad iagttage dette spaendende scenarie... Ellers var turen en anelse skuffende, fordi den var meget kort - vi naaede naesten ikke at komme i gang, foer vi igen skulle op paa land.
Trangen til vild adventure blev tilfredsstillet den foelgende dag, da vi rapellede ned af 4 vandfald - det ene laengere og mere stejlt end det forrige. Vi havde selv kontrollen over linen, og dermed hvor hurtigt det skulle gaa nedad - det gav et ekstra sus i maven selv at have styringen, for naar det saa gik godt, foelte man sig mega sej ;-) Det var en super fed oplevelse!
De fede oplevelser ville ingen ende tage - dagen efter mountainbikede vi 22 km (ned ad bakke) ud til et kaempe vandfald, som man kunne klatre op til igennem nogle snaevre klippepassager. Af ren og skaer lyst til at blive totalt fysisk udmattede, besluttede vi os for at mountainbaike turen hjemad igen - 22 km op ad bakke (bjerg-op-ad-bakke!!). Paa vejen ud til vandfaldet stoppede vi ved en 35 m hoej bro, hvorfra vi kunne swingjumpe. Her blev vi ifoert det helt store udstyr og skulle saa ellers bare kaste os udover broen i et frit fald. Det var den hidtil mest graenseoverskridende oplevelse og gav det vildeste kick - wow det var vildt! Camilla blev endda saa bidt af det, at hun dagen efter tog med nogle stykker ud for at proeve et endnu vildere hop. Her tog det ogsaa en del mere overtalelse at springe, da der pludselig var 100 m ned med et frit fald paa 40 m. Crazy!!!! Herimens fodrede Mia aber i Zoologisk Have, og stakkels Stine laa i sengen med parasitter i maven :-( Samme dag havde vi meget tidligt om morgenen besoegt de varme bade, som Baños ogsaa er kendt for. Vandet opvarmes af naturlige hotsprings, som udspringer inde fra vulkanen Tungurahua, der ligger naer ved. Vandet har en saerlig betydning for de lokale i Baños, da de tror paa hende de kalder "The Holy Virgin of the Holy Water". Hun er afbilledet mange steder, bla. under et af de vandfald, der loeber lige ved siden af de varme bade. Der var flere forskellige bade; et tempereret, et iskoldt og et brandvarmt. De lokale kunne forklare os, hvordan vi skulle gaa fra det iskolde til det brandvarme og gentage det flere gange - det faar virkelig musklerne til at slappe af. Baños er placeret i en bjergdal, hvilket giver en enormt smuk udsigt, naar man sidder i de varme bade og foelger solens opstigning over bjergtoppene - det var en rigtig laekker maade at starte dagen ud paa! Vi fortsatte dagens wellness tema med en afslappende omgang full-body-massage om eftermiddagen - og med full-body mener vi FULL-BODY! Det var kun de aller mest intime steder, der forblev uroerte. Det var heldigvis nogle meget professionelle damer, og vi laa i samme rum og kunne hoere hinanden fnise :-)
Ellers var ugen i Baños karakteriseret ved en masse fritid og laekker mad, idet vi selv soergede for madlavningen hele ugen. Paa trods af mange gode oplevelser i Baños, var vi der i lidt for lang tid, hvilket resulterede i enormt meget fjernsynskiggeri (en stor del af gruppen fik set op til flere saesoner Lost!) og laesning. Det var derfor dejligt da vi tog videre til Guamote...
Guamote ligger oppe i Andesbjergene i 3050 meters hoejde, hvilket gjorde at vi lige skulle vaenne os til den kolde natteluft. Vi ankom om torsdagen, som er dagen for det ugentlige, lokale marked i den lille by. Derfor var der en hektisk aktivitet i gaderne og vi blev bombarderet med synsindtryk i form af de lokales farvestraalende klaeder. Guamote er naermest den eneste by tilbage i Ecuador, hvor der udelukkende bor indigenous people (det oprindelige folk). De har en meget karakteristisk maade at klaede sig paa; moenstrede ponchoer, guldsmykker, farverige sjaler, flotte baand om livet og i haaret (for kvindernes vedkommende) og hatte med paafuglefjer. Selv naar de gaar og arbejder i marken har de denne mundering paa - ecuadorianerne gaar meget op i at se ordenlige ud. Markedet er det mest uspolerede, lokale marked man kan finde i Ecuador, hvilket betoed, at der ikke var mange ting, vi som turister havde lyst til at koebe - det eneste vi kunne finde af interesse, var de flotte baand, som vi saa tilgengaeld koebte mange af :-)
Markedsdagen kom til at staa i stor kontrast til de foelgende dage, hvor byen laa temmelig oede hen. Der var ikke meget at se i byen, men det omkringliggende bjerglandskab var utrolig smukt, hvilket vi noed godt af paa diverse ture de naeste par dage.
Vi boede paa hostel Inti Sisa; et belgisk frivillig-projekt, der hjaelper med ressourcer til opbygning af lokale skoler og etablering af vandforsyninger i de smaa omkringliggende samfund. Derudover tilbyder Inti Sisa undervisning i EDB og sprog. Den foerste tur var derfor en "Community Tour", hvor vi blev vist rundt i en mindre bjerglandsby, som bliver stoettet af Inti Sisa projektet. Her var etableringen af vandroer i fuld gang og vi blev introduceret for arbejdsmoralen i lokalsamfundet; alle er forpligtet til at hjaelpe og udebliver man fra dette faellesskab straffes man med en boede paa 20-40 dollars. Derudover fortalte vores guide at af mangel paa underholdning (i form af TV o.l. - ingen elektricitet) afholder indbyggerne lokale volleyball-turneringer, hvor de konsekvent spiller om penge. Her kan puljen naa op paa, hvad der svarer til en hel maanedsloen per mand (omkring 750 dollars).
Vores naeste tur foregik paa mountainbikes. I pickup-trucks blev vi koert op og op og op, indtil vi naaede toppen af det bjerg, vi skulle koere ned af. Solen stod hoejt paa himlen og naturen fra bjergtoppen var bare overvaeldende smuk! Foerste del af turen var vildt fed, da det bare gik ned af og vi kunne nyde suset, udsigten og den friske luft. Pludselig begyndte det dog at gaa op ad, og turen blev en del mere anstrengende og haard for bentoejet. Da vi langt om laenge naaede maalet i form af en lille restaurant (in the middle of nowhere) var beloenningen en rigtig laekker frokost bestaaende af friskfanget oerred. Saa havde man det godt :-)
Efter Guamote gik turen videre til Cuenca, med stop paa vejen ved inkaruinen Inga Pirca. Det var ret spaendende at hoere om ruinernes fortidige funktioner, og inkaernes kultur og levemaade. Desvaerre var det bare saa blaesende og koldt, at vi blev rimelig ukoncentrerede (vi koncentrerede os mere om at finde laesteder og tage sjove billeder, end om hvad guiden sagde).
Cuenca er den vigtigste koloniale by i Ecuador sammen med Quito. Som foelge af de smukke bygninger og brostensbelagte gader baerer byen et sydeuropaeisk praeg. Det kommer dog som en naturlig foelge af spaniernes grundlaeggelse af byen, som nu er UNESCO-bevaret. Vi havde kun én dag i Cuenca, som vi udnyttede til fulde. Fra morgenstunden af besoegte vi et af Cuencas varemaerker - nemlig en panamahattefabrik, hvor vi fik en rigtig god rundvisning. Guiden kunne fortaelle om panamahattens oprindelse i Ecuador, maaden de produceres paa (baade i dag og dengang), og vi fik lov til at proeve en masse forskellige smarte og mindre smarte panamahatte. Ellers gik dagen med at faa set byen og besoegt mindre markeder rundt omkring. Vejret var super dejligt, saa det var hyggeligt at slendre rundt paa maa og faa og se diverse bygninger og kirker (som der er enormt mange af i Cuenca). Efter frokost besoegte vi Nationalmuseet, for isaer at se en udstilling om alle de forskellige etniske gruppers levemaader, haandvaerk og paaklaedning, der adskiller sig fra hinanden alt efter om de bor i junglen, i hoejlandet eller ved kysten.
Hvis vi skulle bosaette os i Ecuador, ville det helt sikkert blive i Cuenca! :-)
Nu kan vi ikke skrive mere, fordi vi er mega sultne. Det bliver frokost paa Mias fars regning - sikke et festmaaltid vi skal have ;-)
Adios!
Adventuren startede i junglebyen Tena, hvor vi boede paa Establo de Thomas; et enormt idyllisk hostel med Hr. Nilsson aber og farverige papegoejer i traeerne. Vi boede i smaa bungalows placeret rundt omkring i en junglelignende park med en flod, der snoede sig rislende gennem omraadet. Saa helt ude af junglen var vi ikke, da junglelydene stadig var lige ude foran vinduerne.
Den foerste dag riverraftede vi paa Napo, en kaempe jungleflod, i fire timer. Gruppen blev fordelt i tre store gummibaade med hver sin guide, der gav en masse instrukser for, hvordan vi skulle gebaerde os paa floden. Vores guide Jaime soergede for, at vi fik en super fed tur, hvor vi blev kastet ud i en masse vilde ting! Der var ingen af os tre, der havde proevet det foer, saa det var virkelig en sjov oplevelse.
Anden dagen stod paa kajaking og grottevandring. Vi startede ud paa floden i kajak, men havde desvaerre ikke super meget tid, saa vi naaede ikke rigtig at faa en fornemmelse af kajakken foer vi skulle ud af den igen. Det var dog stadig en fin oplevelse, da vi (med hjaelp fra guiden) fik lavet groenlaendervendinger og sejlede om kap (selvom det var lidt svaert at faa kajakken sejlet hen til maal). Efter frokost hoppede vi i bikini, gummistoevler og pandelampe og begav os ind i Jumandi grotterne. Grotterne er opkaldt efter Inkakongen Jumandi, der sammen med sine inkasoldater brugte grotterne til at ligge i baghold og angribe spanierne. Vi gik i buldermoerke, kun med lys fra vores pandelamper, saa man skulle passe paa ikke at banke hovederne ind i stalaktitterne eller saette haanden paa en edderkop. Halvvejs inde i grotten smurte vi os selv ind i mudder, som skulle vaere rigtig godt for huden. Det var virkelig et koent syn! Mudderindsmurte gik vi resten af vejen ud af grotten, og skyllede os rene i et mindre poolomraade, der var forsynet med vand fra en flod.
Selvom vi efter Puyo var sluppet ud af den dybe jungle, kunne vi ikke undgaa at komme paa endnu en junglewalk, hvilket resulterede i at halvdelen af gruppen pludselig fik det daarligt. Vi havde da ogsaa haft vores overvejelser om at skippe turen, men det viste sig at blive en rigtig fin tur med diverse snacks undervejs; myrer med lemonsmag, ristede kakaoboenner og stegte larver - mums! Vi fik dog ogsaa en ordenlig frokost, som vi spiste ved en smuk og klar flod, der var rigtig laekker at bade i :-)
Hermed slut paa en rigtig god adventureuge i Tena!
Adventuren fortsatte i Baños, som er ecuadorianernes foretrukne ferieby. Byen er ikke saerlig charmerende i sig selv, men har et stort udbud af ekstremsports- og andre oplevelser, samt tonsvis af wellness muligheder. I Baños startede vi ogsaa ud med riverrafting, der eftersigende skulle have vaeret noget vildere end i Tena. Det afhang dog lidt af hvilken baad man sad i og hvilken guide man havde. Camilla og Stine fik sig noget af en vild tur, da baaden flippede 180 grader og alle endte i floden midt i et stroemfald. Der blev sat diverse redningsaktioner i gang for at faa hevet alle de noedstedte piger op af vandet igen. Mia kunne fra sin let vuggende gummibaad iagttage dette spaendende scenarie... Ellers var turen en anelse skuffende, fordi den var meget kort - vi naaede naesten ikke at komme i gang, foer vi igen skulle op paa land.
Trangen til vild adventure blev tilfredsstillet den foelgende dag, da vi rapellede ned af 4 vandfald - det ene laengere og mere stejlt end det forrige. Vi havde selv kontrollen over linen, og dermed hvor hurtigt det skulle gaa nedad - det gav et ekstra sus i maven selv at have styringen, for naar det saa gik godt, foelte man sig mega sej ;-) Det var en super fed oplevelse!
De fede oplevelser ville ingen ende tage - dagen efter mountainbikede vi 22 km (ned ad bakke) ud til et kaempe vandfald, som man kunne klatre op til igennem nogle snaevre klippepassager. Af ren og skaer lyst til at blive totalt fysisk udmattede, besluttede vi os for at mountainbaike turen hjemad igen - 22 km op ad bakke (bjerg-op-ad-bakke!!). Paa vejen ud til vandfaldet stoppede vi ved en 35 m hoej bro, hvorfra vi kunne swingjumpe. Her blev vi ifoert det helt store udstyr og skulle saa ellers bare kaste os udover broen i et frit fald. Det var den hidtil mest graenseoverskridende oplevelse og gav det vildeste kick - wow det var vildt! Camilla blev endda saa bidt af det, at hun dagen efter tog med nogle stykker ud for at proeve et endnu vildere hop. Her tog det ogsaa en del mere overtalelse at springe, da der pludselig var 100 m ned med et frit fald paa 40 m. Crazy!!!! Herimens fodrede Mia aber i Zoologisk Have, og stakkels Stine laa i sengen med parasitter i maven :-( Samme dag havde vi meget tidligt om morgenen besoegt de varme bade, som Baños ogsaa er kendt for. Vandet opvarmes af naturlige hotsprings, som udspringer inde fra vulkanen Tungurahua, der ligger naer ved. Vandet har en saerlig betydning for de lokale i Baños, da de tror paa hende de kalder "The Holy Virgin of the Holy Water". Hun er afbilledet mange steder, bla. under et af de vandfald, der loeber lige ved siden af de varme bade. Der var flere forskellige bade; et tempereret, et iskoldt og et brandvarmt. De lokale kunne forklare os, hvordan vi skulle gaa fra det iskolde til det brandvarme og gentage det flere gange - det faar virkelig musklerne til at slappe af. Baños er placeret i en bjergdal, hvilket giver en enormt smuk udsigt, naar man sidder i de varme bade og foelger solens opstigning over bjergtoppene - det var en rigtig laekker maade at starte dagen ud paa! Vi fortsatte dagens wellness tema med en afslappende omgang full-body-massage om eftermiddagen - og med full-body mener vi FULL-BODY! Det var kun de aller mest intime steder, der forblev uroerte. Det var heldigvis nogle meget professionelle damer, og vi laa i samme rum og kunne hoere hinanden fnise :-)
Ellers var ugen i Baños karakteriseret ved en masse fritid og laekker mad, idet vi selv soergede for madlavningen hele ugen. Paa trods af mange gode oplevelser i Baños, var vi der i lidt for lang tid, hvilket resulterede i enormt meget fjernsynskiggeri (en stor del af gruppen fik set op til flere saesoner Lost!) og laesning. Det var derfor dejligt da vi tog videre til Guamote...
Guamote ligger oppe i Andesbjergene i 3050 meters hoejde, hvilket gjorde at vi lige skulle vaenne os til den kolde natteluft. Vi ankom om torsdagen, som er dagen for det ugentlige, lokale marked i den lille by. Derfor var der en hektisk aktivitet i gaderne og vi blev bombarderet med synsindtryk i form af de lokales farvestraalende klaeder. Guamote er naermest den eneste by tilbage i Ecuador, hvor der udelukkende bor indigenous people (det oprindelige folk). De har en meget karakteristisk maade at klaede sig paa; moenstrede ponchoer, guldsmykker, farverige sjaler, flotte baand om livet og i haaret (for kvindernes vedkommende) og hatte med paafuglefjer. Selv naar de gaar og arbejder i marken har de denne mundering paa - ecuadorianerne gaar meget op i at se ordenlige ud. Markedet er det mest uspolerede, lokale marked man kan finde i Ecuador, hvilket betoed, at der ikke var mange ting, vi som turister havde lyst til at koebe - det eneste vi kunne finde af interesse, var de flotte baand, som vi saa tilgengaeld koebte mange af :-)
Markedsdagen kom til at staa i stor kontrast til de foelgende dage, hvor byen laa temmelig oede hen. Der var ikke meget at se i byen, men det omkringliggende bjerglandskab var utrolig smukt, hvilket vi noed godt af paa diverse ture de naeste par dage.
Vi boede paa hostel Inti Sisa; et belgisk frivillig-projekt, der hjaelper med ressourcer til opbygning af lokale skoler og etablering af vandforsyninger i de smaa omkringliggende samfund. Derudover tilbyder Inti Sisa undervisning i EDB og sprog. Den foerste tur var derfor en "Community Tour", hvor vi blev vist rundt i en mindre bjerglandsby, som bliver stoettet af Inti Sisa projektet. Her var etableringen af vandroer i fuld gang og vi blev introduceret for arbejdsmoralen i lokalsamfundet; alle er forpligtet til at hjaelpe og udebliver man fra dette faellesskab straffes man med en boede paa 20-40 dollars. Derudover fortalte vores guide at af mangel paa underholdning (i form af TV o.l. - ingen elektricitet) afholder indbyggerne lokale volleyball-turneringer, hvor de konsekvent spiller om penge. Her kan puljen naa op paa, hvad der svarer til en hel maanedsloen per mand (omkring 750 dollars).
Vores naeste tur foregik paa mountainbikes. I pickup-trucks blev vi koert op og op og op, indtil vi naaede toppen af det bjerg, vi skulle koere ned af. Solen stod hoejt paa himlen og naturen fra bjergtoppen var bare overvaeldende smuk! Foerste del af turen var vildt fed, da det bare gik ned af og vi kunne nyde suset, udsigten og den friske luft. Pludselig begyndte det dog at gaa op ad, og turen blev en del mere anstrengende og haard for bentoejet. Da vi langt om laenge naaede maalet i form af en lille restaurant (in the middle of nowhere) var beloenningen en rigtig laekker frokost bestaaende af friskfanget oerred. Saa havde man det godt :-)
Efter Guamote gik turen videre til Cuenca, med stop paa vejen ved inkaruinen Inga Pirca. Det var ret spaendende at hoere om ruinernes fortidige funktioner, og inkaernes kultur og levemaade. Desvaerre var det bare saa blaesende og koldt, at vi blev rimelig ukoncentrerede (vi koncentrerede os mere om at finde laesteder og tage sjove billeder, end om hvad guiden sagde).
Cuenca er den vigtigste koloniale by i Ecuador sammen med Quito. Som foelge af de smukke bygninger og brostensbelagte gader baerer byen et sydeuropaeisk praeg. Det kommer dog som en naturlig foelge af spaniernes grundlaeggelse af byen, som nu er UNESCO-bevaret. Vi havde kun én dag i Cuenca, som vi udnyttede til fulde. Fra morgenstunden af besoegte vi et af Cuencas varemaerker - nemlig en panamahattefabrik, hvor vi fik en rigtig god rundvisning. Guiden kunne fortaelle om panamahattens oprindelse i Ecuador, maaden de produceres paa (baade i dag og dengang), og vi fik lov til at proeve en masse forskellige smarte og mindre smarte panamahatte. Ellers gik dagen med at faa set byen og besoegt mindre markeder rundt omkring. Vejret var super dejligt, saa det var hyggeligt at slendre rundt paa maa og faa og se diverse bygninger og kirker (som der er enormt mange af i Cuenca). Efter frokost besoegte vi Nationalmuseet, for isaer at se en udstilling om alle de forskellige etniske gruppers levemaader, haandvaerk og paaklaedning, der adskiller sig fra hinanden alt efter om de bor i junglen, i hoejlandet eller ved kysten.
Hvis vi skulle bosaette os i Ecuador, ville det helt sikkert blive i Cuenca! :-)
Nu kan vi ikke skrive mere, fordi vi er mega sultne. Det bliver frokost paa Mias fars regning - sikke et festmaaltid vi skal have ;-)
Adios!
tirsdag den 12. oktober 2010
Oplevelser i Ecuador!
Saa blev der igen tid til lidt skriveri paa bloggen, efter at vaere blevet en masse oplevelser rigere :-) Mange uger er jo gaaet, saa vi forsoeger at starte fra en ende af...
Cotopaxi var foerste store fysiske udfordring. Cotopaxi er verdens hoejeste aktive vulkan med sine 5897 m over havoverfladen. Vi blev sat af bussen i 4500 meters hoejde efter adskillelige stop undervejs for at vaenne os til hoejden og forebygge hoejdesyge - det blev bl.a. gjort med coca-te og smaa gaature. Fra 4500 meters hoejde mountainbikede vi ned ad bjergryggen til en vulkansoe. Det var sindssygt fedt at faa lov til at give den gas ned ad de stejle skraenter, men vejene var enormt ujaevne med mange huller og loese sten, saa det var bare med at have et fast greb om bremsen. Dette resulterede i flere styrt (dog ikke for vores vedkommende ;-)) og oemme haandled de foelgende dage.
Fra soeen blev vi transporteret op til udgangspunktet, hvorfra vi begyndte den stejle opadstigning mod vulkanens refuge i 4800 meters hoejde, hvor vi skulle spise frokost. Herfra gik vi videre opad mod gletsjerranden, der laa i ca. 5000 meters hoejde. Vi har aldrig foer oplevet noget saa fysisk udmattende! Luften var enormt tynd, det sneede og vi gik i tungt, loest sand, saa hjertet hamrede paa fuldt tryk. Det var dog rigtig fedt at vaere saa aktiv og faa brugt kroppen efter mange dage i byen! Vi sov ogsaa rigtig godt den nat...
Den foelgende dag opholdte vi os i byen Latacunga, hvor vi oplevede den aarlige "Mama Negra"-festival. Festivalen afholdes som foelge af vulkanen Cotopaxis udbrud i 1872, hvor store dele af Latacunga blev daekket af lava. Spanierne var overbeviste om, at det var Jomfru Maria, der havde stoppet lavastroemmen, og reddet en lille del af byen, saa de ofrede til hende. Vi saa et optog, hvor de imiterede offerceremonier ved at baere masser af mad bl.a. hele grise paa ryggen og udskaenkede diverse alkoholiske drikke. Optoget var utrolig flot og farverigt, da de dansende bar traditionelle, farvestraalende klaeder.
De naeste tre dage vandrede vi i bjergenes smukke, naturrige omgivelser. Fra Latacunga til Isinlivi og derfra til Chugchilán - begge smaa, halvforladte bjergbyer. I Isinlivi boede der kun 70 mennesker, og den eneste vi moedte var en stangbacardi lille mand, der oenskede os langt vaek! Tilgengaeld var den hytte vi boede i super hyggelig med pejs, haengekoejer og kurvestole man kunne slaenge sig i og en vildt smuk udsigt. Pejsen var kaerkommen i disse dage - for der var edderbankemig koldt i de hoeje bjerge! Det sidste stop i vandredagene, Quilotoa, slog dog i kulde samtlige bjergbyer. Her sov vi baade med skiundertoej, hue, halstoerklaede, uldsokker og syv kaempe taepper, der haemmede bevaegelsesfriheden betragteligt. At al den beklaedning var noedvendig, var dog ikke saa maerkeligt naar der naermest ingen kontakt var mellem husmur og tag... Vi ankom til Quilotoa paa ladet af en pickup-truck, hvilket er en enorm udbredt transportform blandt ecuadorianerne - der var da ogsaa en der hoppede paa paa vejen og fik et lift. Det var en rigtig god oplevelse, dog ret skraemmende til tider, idet vejene var enormt smalle og daarlige oppe i bjergene - i et skarpt sving, hvor bilen sad fast i en sandbunke og vippede faretruende udover kanten, var Stine da ogsaa parat til at springe af ladet!
Quilotoa er kendt for sin aktive vulkan, der ligger og simrer under en kratersoe. Soeen opstod for 10.000 aar siden, da vulkanen sidst gik i udbrud og eksploderede. Dykkere har endnu ikke kunnet maale dybden paa soeen, men man gaar ud fra at der dybt nede er en forbindelse til Stillehavet, eftersom vandet er salt. Soeen er derudover kendt for at skifte farve tre gange om dagen - hvilket vi dog ikke saa meget til da vi gik et par timer frem og tilbage og op og ned... For os turister vil det ifoelge vores guide tage 6-7 timer at gaa hele vejen rundt (ca. 15 km). De lokale tager turen i loeb og kan goere det paa 1,5-2 timer - imponerende, eftersom terraennet er meget varierende med stejle skraenter og ujaevne veje. Vi var i hvert fald helt faerdige efter at have brugt en time paa at komme op af krateret!
Vandredagene kom til en ende og efter en smuttur til Quito, gik turen mod Otavalo. Da vi ankom til vores hostel i Otavalo, blev vi til vores store forundring moedt af bekymrede hostelejere, der havde vaeret nervoese for om vi naaede frem. Det viste sig, at der var opstaaet en politistrejke i landet som foelge af Praesidentens udmeldinger om loenstop til politimaendende. Politistrejken medfoerte, at alle store hovedveje i landet blev lukket - men til vores store held har Edison en faetter i politiet, som kunne lukke os igennem. Dette passerede fuldstaendig forbi vores hoveder, mens vi for nedrullede busvinduer saa Jackie Chan film.
I Otavalo var vores foerste udflugt paa hesteryg. Det var lidt af en udfordring for Stine, der foelte sig lidt malplaceret paa hesten, men for os alle tre var det en super fed oplevelse! Under rideturen strammede urolighederne til i Ecuador og da vi kom tilbage til hostlet var landet erklaeret i undtagelsestilstand og alle graenser og lufthavne var lukket. Der havde saagar vaeret forsoeg paa statskup, og flere af protesterne i Quito udviklede sig til kampe mellem tilhaengere og modstandere af praesidenten, der selv blev holdt fanget paa et hospital. Det var lidt af en forskraekkelse, men udover lukkede butikker, manglende politi i gaderne og nyhederne paa tv, maerkede vi ikke noget til det i Otavalo. Den naeste dag var alt da ogsaa godt igen, og vi kunne fortsaette programmet som planlagt!
Vi besoegte et mindre indianersamfund, hvor vi blev introduceret for nogle lokale skikke og traditionelt haandvaerk. Vi besoegte ogsaa skolen, som desvaerre var lukket pga. gaarsdagens uroligheder. I landsbyen smagte vi for foerste gang stegt "quy" (marsvin), som er en dyr, nationalret i Ecuador. Det var et lettere makabert maaltid, da marsvinet er helstegt med baade kloer, taender og oejne i behold. Man skulle selv pille koedet af det lille marsvin, der blev sendt rundt imellem os. Drengene synes, det var vaeldig fedt at spise quy og en af dem endte saagar med at spise nummi-hullet. Ad!!!!!
Marsvinene saa vi ogsaa i levende live paa dyremarkedet den efterfoelgende morgen. Vi tog afsted kl 6 for at opleve dyremarkedet, som var et virvar af grisehvin, kyllinge-gok, gedebraeg, kattemiav og hundebjaef (der blev solgt nuttede hundehvalpe til 1 dollar!). Markedet var en meget speciel oplevelse, der gav et indblik i den store kulturforskel naar det kommer til synet paa dyr. Nogle foelte det meget stoedende at observere hvordan dyrene blev behandlet, og flere fra vores hold blev vegetarer efter besoeget. Nu maa vi se hvor lang tid det holder...
Otavalo er beroemt for sit store loerdagsmarked, saa resten af formiddagen koebte vi os fattige i tasker, toerklaeder, taepper, ponchoer, haengekoejer og andet gejl. Vi skulle desvaerre tilbage til Quito allerede kl 13, hvilket nok var meget godt, da der ikke kunne presses mere ind i bussen. :-)
I Puyo begyndte jungleugen!
Vi boede i et voluntary house kaldet Chinimp Tuna. Projektet er for nyligt opstartet af en lokal indianerfamilie, der oensker at bevare junglen og paa en autentisk maade introducere frivillige og turister som os til deres kultur og levemaade i junglen. Familien var stor, "projektlederen" og familiefaderen, Samurai, havde 10 omkringboende broedre med tilhoerende familie, som alle besoegte Chinimp Tuna ofte imens vi var der. Karakteristisk for familien var deres imoedekommenhed og venlighed, hvilket man ikke skal tage for givet hos de indfoedte i junglen. De indfoedte hader ofte hvide mennesker og frygter udefrakommendes indflydelse og indblanding.
Forholdene var derudover meget primitive; ét aabent, udendoers koldtvandsbad, toiletskur i junglen uden lys og laas, ikke alle havde madrasser og der var ingen glas i vinduerne. Maden bar ogsaa praeg af primitive forhold og bestod for det meste af ris, yuca (kartoffellignende rod) eller suppe. Vi fik endda serveret stegte bier, som vi skulle pille vingerne og benene af inden vi spiste dem. Den mindre gode mad resulterede i at vi flere gange maatte gaa sultne i seng.
Dagene gik med spanskundervisning (gaaab!) og diverse jungleture. I junglen blev vi introduceret for adkillelige planter - flere med medicinsk virkning - heriblandt tabaccotraeet. Tabacco er meget vigtigt for indianerne, da det ifoelge deres overbevisning har en helt speciel virkning. Junglen har nemlig tendens til at blive jaloux paa fremmede og oenske at skade dem, saa for at opnaa beskyttelse ved at blive en del af junglen, indtager man indmad fra tabaccotraeet blandet med vand. Vaesken skal sniffes op gennem naesen og spyttes ud gennem munden, og dette er noget af det mest forfaerdelige vi nogensinde har proevet!! Det maa vaere ligesom at sniffe en blanding af rensebenzin, peber og chili, og det braender i svaelget, oererne, oejnene og naesen og smerter i hovedet. Vi oplevede det dog i forskellig grad alt efter hvor meget man lige fik sniffet op.
I ugens loeb besoegte vi et stort vandfald midt i junglen, og kastede os ud i haengekoejer fra en bro - super fede oplevelser! Noget andet der var knap saa fedt, var de sygdomme, der opstod naar man pludselig befandt sig midt i junglen. Mange fik diarré, hvilket resulterede i et naesten konstant stoppet toilet, saa der blev koe til "hullet" (det andet mere primitive toilet). En enkelt camperede endda med vand og toiletpapir ude foran toilettet - smart men mindre komfortabelt.
Vi har da ogsaa alle tre af forskellige grunde vaeret en tur paa hospitalet - Stine med en allergisk reaktion, Mia med parasitter i maven og Camilla med en uudgrundelig allergisk reaktion over for alt mad indtaget paa turen (ifoelge den kloge doktor...). Mia tilbragte faktisk halvdelen af sin foedselsdag paa hospitalet, men blev dog fejret paa ecuadoriansk vis om aftenen, med kage, hatte og en traditionel varm drik.
Jungleugen sluttede af med en afskedsfest den sidste aften. Her blev vi praesenteret for flere forskellige lokale danse og sange. Efter deres opvisning maatte vi selv kridte danseskoene og efterligne dansetrinene saa godt som vi nu kunne. Det resulterede i mange sjove optrin! :-)
Nu er vi tilbage i civilisationen. Sammenlagt var jungleugen en spaendende oplevelse, der gav et rigtig godt indblik i det autentiske jungle-Ecuador. Det var tilgengaeld ogsaa en lettelse at vende tilbage til ordentlige forhold; gode bade, toiletter og dejlige senge, og ikke mindst slippe vaek fra alle de pokkers dyr og insekter!
Det var alt for denne gang :-) Vi haaber I har det rigtig godt derhjemme!!
Knus fra os
Cotopaxi var foerste store fysiske udfordring. Cotopaxi er verdens hoejeste aktive vulkan med sine 5897 m over havoverfladen. Vi blev sat af bussen i 4500 meters hoejde efter adskillelige stop undervejs for at vaenne os til hoejden og forebygge hoejdesyge - det blev bl.a. gjort med coca-te og smaa gaature. Fra 4500 meters hoejde mountainbikede vi ned ad bjergryggen til en vulkansoe. Det var sindssygt fedt at faa lov til at give den gas ned ad de stejle skraenter, men vejene var enormt ujaevne med mange huller og loese sten, saa det var bare med at have et fast greb om bremsen. Dette resulterede i flere styrt (dog ikke for vores vedkommende ;-)) og oemme haandled de foelgende dage.
Fra soeen blev vi transporteret op til udgangspunktet, hvorfra vi begyndte den stejle opadstigning mod vulkanens refuge i 4800 meters hoejde, hvor vi skulle spise frokost. Herfra gik vi videre opad mod gletsjerranden, der laa i ca. 5000 meters hoejde. Vi har aldrig foer oplevet noget saa fysisk udmattende! Luften var enormt tynd, det sneede og vi gik i tungt, loest sand, saa hjertet hamrede paa fuldt tryk. Det var dog rigtig fedt at vaere saa aktiv og faa brugt kroppen efter mange dage i byen! Vi sov ogsaa rigtig godt den nat...
Den foelgende dag opholdte vi os i byen Latacunga, hvor vi oplevede den aarlige "Mama Negra"-festival. Festivalen afholdes som foelge af vulkanen Cotopaxis udbrud i 1872, hvor store dele af Latacunga blev daekket af lava. Spanierne var overbeviste om, at det var Jomfru Maria, der havde stoppet lavastroemmen, og reddet en lille del af byen, saa de ofrede til hende. Vi saa et optog, hvor de imiterede offerceremonier ved at baere masser af mad bl.a. hele grise paa ryggen og udskaenkede diverse alkoholiske drikke. Optoget var utrolig flot og farverigt, da de dansende bar traditionelle, farvestraalende klaeder.
De naeste tre dage vandrede vi i bjergenes smukke, naturrige omgivelser. Fra Latacunga til Isinlivi og derfra til Chugchilán - begge smaa, halvforladte bjergbyer. I Isinlivi boede der kun 70 mennesker, og den eneste vi moedte var en stangbacardi lille mand, der oenskede os langt vaek! Tilgengaeld var den hytte vi boede i super hyggelig med pejs, haengekoejer og kurvestole man kunne slaenge sig i og en vildt smuk udsigt. Pejsen var kaerkommen i disse dage - for der var edderbankemig koldt i de hoeje bjerge! Det sidste stop i vandredagene, Quilotoa, slog dog i kulde samtlige bjergbyer. Her sov vi baade med skiundertoej, hue, halstoerklaede, uldsokker og syv kaempe taepper, der haemmede bevaegelsesfriheden betragteligt. At al den beklaedning var noedvendig, var dog ikke saa maerkeligt naar der naermest ingen kontakt var mellem husmur og tag... Vi ankom til Quilotoa paa ladet af en pickup-truck, hvilket er en enorm udbredt transportform blandt ecuadorianerne - der var da ogsaa en der hoppede paa paa vejen og fik et lift. Det var en rigtig god oplevelse, dog ret skraemmende til tider, idet vejene var enormt smalle og daarlige oppe i bjergene - i et skarpt sving, hvor bilen sad fast i en sandbunke og vippede faretruende udover kanten, var Stine da ogsaa parat til at springe af ladet!
Quilotoa er kendt for sin aktive vulkan, der ligger og simrer under en kratersoe. Soeen opstod for 10.000 aar siden, da vulkanen sidst gik i udbrud og eksploderede. Dykkere har endnu ikke kunnet maale dybden paa soeen, men man gaar ud fra at der dybt nede er en forbindelse til Stillehavet, eftersom vandet er salt. Soeen er derudover kendt for at skifte farve tre gange om dagen - hvilket vi dog ikke saa meget til da vi gik et par timer frem og tilbage og op og ned... For os turister vil det ifoelge vores guide tage 6-7 timer at gaa hele vejen rundt (ca. 15 km). De lokale tager turen i loeb og kan goere det paa 1,5-2 timer - imponerende, eftersom terraennet er meget varierende med stejle skraenter og ujaevne veje. Vi var i hvert fald helt faerdige efter at have brugt en time paa at komme op af krateret!
Vandredagene kom til en ende og efter en smuttur til Quito, gik turen mod Otavalo. Da vi ankom til vores hostel i Otavalo, blev vi til vores store forundring moedt af bekymrede hostelejere, der havde vaeret nervoese for om vi naaede frem. Det viste sig, at der var opstaaet en politistrejke i landet som foelge af Praesidentens udmeldinger om loenstop til politimaendende. Politistrejken medfoerte, at alle store hovedveje i landet blev lukket - men til vores store held har Edison en faetter i politiet, som kunne lukke os igennem. Dette passerede fuldstaendig forbi vores hoveder, mens vi for nedrullede busvinduer saa Jackie Chan film.
I Otavalo var vores foerste udflugt paa hesteryg. Det var lidt af en udfordring for Stine, der foelte sig lidt malplaceret paa hesten, men for os alle tre var det en super fed oplevelse! Under rideturen strammede urolighederne til i Ecuador og da vi kom tilbage til hostlet var landet erklaeret i undtagelsestilstand og alle graenser og lufthavne var lukket. Der havde saagar vaeret forsoeg paa statskup, og flere af protesterne i Quito udviklede sig til kampe mellem tilhaengere og modstandere af praesidenten, der selv blev holdt fanget paa et hospital. Det var lidt af en forskraekkelse, men udover lukkede butikker, manglende politi i gaderne og nyhederne paa tv, maerkede vi ikke noget til det i Otavalo. Den naeste dag var alt da ogsaa godt igen, og vi kunne fortsaette programmet som planlagt!
Vi besoegte et mindre indianersamfund, hvor vi blev introduceret for nogle lokale skikke og traditionelt haandvaerk. Vi besoegte ogsaa skolen, som desvaerre var lukket pga. gaarsdagens uroligheder. I landsbyen smagte vi for foerste gang stegt "quy" (marsvin), som er en dyr, nationalret i Ecuador. Det var et lettere makabert maaltid, da marsvinet er helstegt med baade kloer, taender og oejne i behold. Man skulle selv pille koedet af det lille marsvin, der blev sendt rundt imellem os. Drengene synes, det var vaeldig fedt at spise quy og en af dem endte saagar med at spise nummi-hullet. Ad!!!!!
Marsvinene saa vi ogsaa i levende live paa dyremarkedet den efterfoelgende morgen. Vi tog afsted kl 6 for at opleve dyremarkedet, som var et virvar af grisehvin, kyllinge-gok, gedebraeg, kattemiav og hundebjaef (der blev solgt nuttede hundehvalpe til 1 dollar!). Markedet var en meget speciel oplevelse, der gav et indblik i den store kulturforskel naar det kommer til synet paa dyr. Nogle foelte det meget stoedende at observere hvordan dyrene blev behandlet, og flere fra vores hold blev vegetarer efter besoeget. Nu maa vi se hvor lang tid det holder...
Otavalo er beroemt for sit store loerdagsmarked, saa resten af formiddagen koebte vi os fattige i tasker, toerklaeder, taepper, ponchoer, haengekoejer og andet gejl. Vi skulle desvaerre tilbage til Quito allerede kl 13, hvilket nok var meget godt, da der ikke kunne presses mere ind i bussen. :-)
I Puyo begyndte jungleugen!
Vi boede i et voluntary house kaldet Chinimp Tuna. Projektet er for nyligt opstartet af en lokal indianerfamilie, der oensker at bevare junglen og paa en autentisk maade introducere frivillige og turister som os til deres kultur og levemaade i junglen. Familien var stor, "projektlederen" og familiefaderen, Samurai, havde 10 omkringboende broedre med tilhoerende familie, som alle besoegte Chinimp Tuna ofte imens vi var der. Karakteristisk for familien var deres imoedekommenhed og venlighed, hvilket man ikke skal tage for givet hos de indfoedte i junglen. De indfoedte hader ofte hvide mennesker og frygter udefrakommendes indflydelse og indblanding.
Forholdene var derudover meget primitive; ét aabent, udendoers koldtvandsbad, toiletskur i junglen uden lys og laas, ikke alle havde madrasser og der var ingen glas i vinduerne. Maden bar ogsaa praeg af primitive forhold og bestod for det meste af ris, yuca (kartoffellignende rod) eller suppe. Vi fik endda serveret stegte bier, som vi skulle pille vingerne og benene af inden vi spiste dem. Den mindre gode mad resulterede i at vi flere gange maatte gaa sultne i seng.
Dagene gik med spanskundervisning (gaaab!) og diverse jungleture. I junglen blev vi introduceret for adkillelige planter - flere med medicinsk virkning - heriblandt tabaccotraeet. Tabacco er meget vigtigt for indianerne, da det ifoelge deres overbevisning har en helt speciel virkning. Junglen har nemlig tendens til at blive jaloux paa fremmede og oenske at skade dem, saa for at opnaa beskyttelse ved at blive en del af junglen, indtager man indmad fra tabaccotraeet blandet med vand. Vaesken skal sniffes op gennem naesen og spyttes ud gennem munden, og dette er noget af det mest forfaerdelige vi nogensinde har proevet!! Det maa vaere ligesom at sniffe en blanding af rensebenzin, peber og chili, og det braender i svaelget, oererne, oejnene og naesen og smerter i hovedet. Vi oplevede det dog i forskellig grad alt efter hvor meget man lige fik sniffet op.
I ugens loeb besoegte vi et stort vandfald midt i junglen, og kastede os ud i haengekoejer fra en bro - super fede oplevelser! Noget andet der var knap saa fedt, var de sygdomme, der opstod naar man pludselig befandt sig midt i junglen. Mange fik diarré, hvilket resulterede i et naesten konstant stoppet toilet, saa der blev koe til "hullet" (det andet mere primitive toilet). En enkelt camperede endda med vand og toiletpapir ude foran toilettet - smart men mindre komfortabelt.
Vi har da ogsaa alle tre af forskellige grunde vaeret en tur paa hospitalet - Stine med en allergisk reaktion, Mia med parasitter i maven og Camilla med en uudgrundelig allergisk reaktion over for alt mad indtaget paa turen (ifoelge den kloge doktor...). Mia tilbragte faktisk halvdelen af sin foedselsdag paa hospitalet, men blev dog fejret paa ecuadoriansk vis om aftenen, med kage, hatte og en traditionel varm drik.
Jungleugen sluttede af med en afskedsfest den sidste aften. Her blev vi praesenteret for flere forskellige lokale danse og sange. Efter deres opvisning maatte vi selv kridte danseskoene og efterligne dansetrinene saa godt som vi nu kunne. Det resulterede i mange sjove optrin! :-)
Nu er vi tilbage i civilisationen. Sammenlagt var jungleugen en spaendende oplevelse, der gav et rigtig godt indblik i det autentiske jungle-Ecuador. Det var tilgengaeld ogsaa en lettelse at vende tilbage til ordentlige forhold; gode bade, toiletter og dejlige senge, og ikke mindst slippe vaek fra alle de pokkers dyr og insekter!
Det var alt for denne gang :-) Vi haaber I har det rigtig godt derhjemme!!
Knus fra os
fredag den 24. september 2010
Hola chicos en Dinamarca!
Saa kommer den foerste hilsen fra Ecuador!
Det var en utrolig lang rejse fra Koebenhavn-London-Miami-Quito. I Quitos lufthavn blev vi taget godt imod af Edison Garciá, vores guide; den soedeste, halvanden meter hoeje ecuadorianer, der altid soerger rigtig godt for os. Han kan fortaelle en masse om lokale skikke og normer fx at manden altid skal betale alt for kvinden, uanset om det er hans kaereste, kollega eller en fremmed der har sagt "hola!". Det er super fedt at blive introduceret for Quito af en lokal kendt - det giver en bedre forstaaelse for livet i hovedstaden.
De foerste par dage boede vi paa Blue House Youth Hostel and Bar i Mariscal-omraadet - et rigtig hyggeligt hostel og omraade velegnet til unge som os ;) Det tog dog lige et par dage at blive klar til at udforske byen og nattelivet, da jetlag og "hoejdesyge" praegede humoeret. Det var isaer svaert at vaenne sig til hoejden (2850 m over havoverfladen) - det oplevede vi da vi spillede fodbold i parken en af de foerste dage, hvor det kneb meget med vejrtraekningen allerede efter foerste spurt!
Parken oplevede vi ogsaa paa en af vores mange byvandringer, hvor vi besoegte den en soendag. Soendag er en helt speciel dag i Quito; for at forhindre alkoholisme er alkohol forbudt paa offentlige steder fra kl. 14, af miljoehensyn er biler ikke tilladt i centrum (alle cykler) og byen er fyldt med boernefamilier og kaerestepar. I parken soeger mange familier tilflugt fra det kaotiske, trafikerede og larmende centrum. Markeder, madboder og goegl underholder de ecuadorianske familier (og os :))
Trods sort og grumset bilos ved de store avenuer, er byen charmerende paa sin egen maade med aabne og venlige mennesker, hyggelige pladser og en flot gammel bydel.
Foerste udflugt og udenbys oplevelse var Mitad el Mundo. Byens navn betyder verdens midte, fordi den er placeret lige paa aekvator. Det tog halvanden time i offentlig transport at komme dertil. Det lyder maaske ikke af meget, men naar toemmermaendene fra gaarsdagens bytur forenes med hasarderet buskoersel bliver det en meget lang og kvalmende tur, hvor der blev sendt lange blikke til sidemandens plastikpose...
Vi besoegte et udendoers indianer-museum placeret paa lattitude zero. Her blev vi vist rundt af en indianer-dude, der bl.a. fortalte om dyr i amazonas. Det dyr der gjorde stoerst indtryk var penisfisken, der svoemmer mod tis-stroemmen naar man lader vandet i amazonas-floden og bosaetter sig i urinroeret. Det kraever en stoerre operation at faa den ud igen - saa tis aldrig i floden!!
Paa aekvatorlinjen udfoerte guiden et par eksperimenter for at illustrere de aekvatoriske faenomener. Sammen med et par af drengene demonstrerede han, hvordan tyngdekraften er stoerre og modstanden mindre paa aekvator. Vaek fra aekvator var drengene staerke nok til at holde deres arme oppe, naar han trak ned i dem, men paa aekvator var det umuligt for dem at modstaa presset.
I mandags forlod vi Blue House og blev indkvarteret hos vaertsfamilier. Vi bor sammen hos la familia Gavella Diáz, der bestaar af Roberto og Consuela og deres tre "boern"; Paulina (gift), Maria (gift + boern) og Roberto Jr (30, single og hjemmeboende). Og for ikke at forglemme deres elskede og enormt grimme hund Frida (con bebes) ogsaa kaldet fifi.
Livet hos familien har baade positive og negative sider - hovedsageligt positivt. Det gode er uden tvivl maden, det rene, store badevaerelse og de redte senge. Ind til da har vi vaeret vant til at faa ret fed mad; meget koed, olie og traditionel suppe med koed-/bruskklump og popcorn. Hos familien har maden vaeret muy bién! Her snakker vi hjemmelavet chokoladekage, friskpresset frugtjuice og lidt groent. Paa den lidt aergelige side har vores vaertsmor forsoegt at presse os til at koebe haandlavede, semidyre bamse- og delfinsmykker fra hendes hjemmebod. Vi har endnu ikke overgivet os paa trods af kommentaren: "Alle mine andre studerende koeber altid mindst én ting!"
Herudover er ugen gaaet med spansk- og salsalektioner. Det spanske kommer ikke saa naturligt som vi havde haabet paa, men vi laerte ret hurtigt nogen bestemte overlevelsesfraser: "¿Quanto cuesta?" (Hvor meget koster det?) og "Tengo hambre!" (Jeg er sulten).
Salsa er tilgengaeld a piece of cake! ;) Mia kom paa drengeholdet og har haft diverse problemer med drengenes (manglende) foering og er flere gange blevet foert ind i vaeggen eller traadt over foden. Stine og Camilla har derimod haft personlig traening af de mandlige latinoer (for Stines vedkommende med boejle) paa pigeholdet. Det vakte dog "sure miner" hos de resterende piger, der maatte finde paa egne trin paa dansegulvet - absolut ingen mulighed for at komme i kontakt med de mandlige salsa-laerere, der havde kastet deres kaerlighed paa de to smukke lyshaarede piger ;).
Onsdag aften er ladies night paa instedet Bungalow 6, hvor der serveres gratis drinks til alle chicas fra 19.30 til 22. Og nej, der var ikke sparet paa alkoholen - vi snakker 80:20 - NICE!! Dagen efter var (logisk nok) praeget af chuchakki (toemmermaend), og derfor valgte spansklaererne at tage os med paa "mercado santa clara" - et kaempemaessigt indendoers marked med massevis af frugter stablet i pyramider, makabre boder med koben, -tunger og -hjernemasser, griseskind og tryner, stabler af kurve og keramik, masser af farverige blosmter og madboder, hvor de lokale tilbragte frokostpausen. Det var overvaeldende med saa mange nye sanseindtryk; farver, lugte/dufte, smagsoplevelser og lyde. Vi fik heldigvis taget en masse billeder, som vi laegger ind senere.
Imorgen gaar turen til verdens hoejeste aktive vulkan, Cotopaxi. Her skal vi vandre til tops og mountainbike ned - det bliver vildt!! :)
Vi haaber i har det rigtig godt derhjemme!
Knus fra Camilla, Stine og Mia (las guapas en el Ecuador)
Det var en utrolig lang rejse fra Koebenhavn-London-Miami-Quito. I Quitos lufthavn blev vi taget godt imod af Edison Garciá, vores guide; den soedeste, halvanden meter hoeje ecuadorianer, der altid soerger rigtig godt for os. Han kan fortaelle en masse om lokale skikke og normer fx at manden altid skal betale alt for kvinden, uanset om det er hans kaereste, kollega eller en fremmed der har sagt "hola!". Det er super fedt at blive introduceret for Quito af en lokal kendt - det giver en bedre forstaaelse for livet i hovedstaden.
De foerste par dage boede vi paa Blue House Youth Hostel and Bar i Mariscal-omraadet - et rigtig hyggeligt hostel og omraade velegnet til unge som os ;) Det tog dog lige et par dage at blive klar til at udforske byen og nattelivet, da jetlag og "hoejdesyge" praegede humoeret. Det var isaer svaert at vaenne sig til hoejden (2850 m over havoverfladen) - det oplevede vi da vi spillede fodbold i parken en af de foerste dage, hvor det kneb meget med vejrtraekningen allerede efter foerste spurt!
Parken oplevede vi ogsaa paa en af vores mange byvandringer, hvor vi besoegte den en soendag. Soendag er en helt speciel dag i Quito; for at forhindre alkoholisme er alkohol forbudt paa offentlige steder fra kl. 14, af miljoehensyn er biler ikke tilladt i centrum (alle cykler) og byen er fyldt med boernefamilier og kaerestepar. I parken soeger mange familier tilflugt fra det kaotiske, trafikerede og larmende centrum. Markeder, madboder og goegl underholder de ecuadorianske familier (og os :))
Trods sort og grumset bilos ved de store avenuer, er byen charmerende paa sin egen maade med aabne og venlige mennesker, hyggelige pladser og en flot gammel bydel.
Foerste udflugt og udenbys oplevelse var Mitad el Mundo. Byens navn betyder verdens midte, fordi den er placeret lige paa aekvator. Det tog halvanden time i offentlig transport at komme dertil. Det lyder maaske ikke af meget, men naar toemmermaendene fra gaarsdagens bytur forenes med hasarderet buskoersel bliver det en meget lang og kvalmende tur, hvor der blev sendt lange blikke til sidemandens plastikpose...
Vi besoegte et udendoers indianer-museum placeret paa lattitude zero. Her blev vi vist rundt af en indianer-dude, der bl.a. fortalte om dyr i amazonas. Det dyr der gjorde stoerst indtryk var penisfisken, der svoemmer mod tis-stroemmen naar man lader vandet i amazonas-floden og bosaetter sig i urinroeret. Det kraever en stoerre operation at faa den ud igen - saa tis aldrig i floden!!
Paa aekvatorlinjen udfoerte guiden et par eksperimenter for at illustrere de aekvatoriske faenomener. Sammen med et par af drengene demonstrerede han, hvordan tyngdekraften er stoerre og modstanden mindre paa aekvator. Vaek fra aekvator var drengene staerke nok til at holde deres arme oppe, naar han trak ned i dem, men paa aekvator var det umuligt for dem at modstaa presset.
I mandags forlod vi Blue House og blev indkvarteret hos vaertsfamilier. Vi bor sammen hos la familia Gavella Diáz, der bestaar af Roberto og Consuela og deres tre "boern"; Paulina (gift), Maria (gift + boern) og Roberto Jr (30, single og hjemmeboende). Og for ikke at forglemme deres elskede og enormt grimme hund Frida (con bebes) ogsaa kaldet fifi.
Livet hos familien har baade positive og negative sider - hovedsageligt positivt. Det gode er uden tvivl maden, det rene, store badevaerelse og de redte senge. Ind til da har vi vaeret vant til at faa ret fed mad; meget koed, olie og traditionel suppe med koed-/bruskklump og popcorn. Hos familien har maden vaeret muy bién! Her snakker vi hjemmelavet chokoladekage, friskpresset frugtjuice og lidt groent. Paa den lidt aergelige side har vores vaertsmor forsoegt at presse os til at koebe haandlavede, semidyre bamse- og delfinsmykker fra hendes hjemmebod. Vi har endnu ikke overgivet os paa trods af kommentaren: "Alle mine andre studerende koeber altid mindst én ting!"
Herudover er ugen gaaet med spansk- og salsalektioner. Det spanske kommer ikke saa naturligt som vi havde haabet paa, men vi laerte ret hurtigt nogen bestemte overlevelsesfraser: "¿Quanto cuesta?" (Hvor meget koster det?) og "Tengo hambre!" (Jeg er sulten).
Salsa er tilgengaeld a piece of cake! ;) Mia kom paa drengeholdet og har haft diverse problemer med drengenes (manglende) foering og er flere gange blevet foert ind i vaeggen eller traadt over foden. Stine og Camilla har derimod haft personlig traening af de mandlige latinoer (for Stines vedkommende med boejle) paa pigeholdet. Det vakte dog "sure miner" hos de resterende piger, der maatte finde paa egne trin paa dansegulvet - absolut ingen mulighed for at komme i kontakt med de mandlige salsa-laerere, der havde kastet deres kaerlighed paa de to smukke lyshaarede piger ;).
Onsdag aften er ladies night paa instedet Bungalow 6, hvor der serveres gratis drinks til alle chicas fra 19.30 til 22. Og nej, der var ikke sparet paa alkoholen - vi snakker 80:20 - NICE!! Dagen efter var (logisk nok) praeget af chuchakki (toemmermaend), og derfor valgte spansklaererne at tage os med paa "mercado santa clara" - et kaempemaessigt indendoers marked med massevis af frugter stablet i pyramider, makabre boder med koben, -tunger og -hjernemasser, griseskind og tryner, stabler af kurve og keramik, masser af farverige blosmter og madboder, hvor de lokale tilbragte frokostpausen. Det var overvaeldende med saa mange nye sanseindtryk; farver, lugte/dufte, smagsoplevelser og lyde. Vi fik heldigvis taget en masse billeder, som vi laegger ind senere.
Imorgen gaar turen til verdens hoejeste aktive vulkan, Cotopaxi. Her skal vi vandre til tops og mountainbike ned - det bliver vildt!! :)
Vi haaber i har det rigtig godt derhjemme!
Knus fra Camilla, Stine og Mia (las guapas en el Ecuador)
tirsdag den 14. september 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)